Motivation til hverdagsbevægelse
For mange kan det i perioder være meget svært, ja næsten håbløst at finde motivation til lidt hverdagsbevægelse. Især i vintermånederne kan det være en udfordring at holde sig i gang, da vi har en større tendens til at kravle under de varme tæpper og hygge os.
Så hvordan finder man lige den motivation frem?
Som en start kan det hjælpe at tænke ‘det at være aktiv’ som bevægelse og ikke som motion. Helt automatisk kan man næsten føle sig forpustet ved tanken om at skulle motionere. Men bevægelse derimod kan gøres på mange måder og det er netop dét der er vigtigt – at bevæge kroppen på forskellige måder i løbet af dagen, så man undgår for stor inaktivitet.
Prøv at gør din daglige bevægelse så simpel som mulig og ikke vær for ambitiøs, hvis du har svært ved at komme i gang. En gåtur kan gøre større underværker end man tror. Du behøver ikke at løbe eller at træne i fitnesscenteret.
Dernæst kan du indstille dig mental, ved at tænke på alle de positive effekter som en gåtur og lidt frisk luft kan give dig. Og så er det bare med bogstavlig talt at tage ‘et skridt af gangen’.
VEND DIT FOKUS – lad aldrig målet være at gå et vis antal km. Ved at tage et skridt af gangen, er første succes at få taget sko på, dernæst jakken. Så kan du gå ned for enden af vejen, stoppe op og mærke efter om det stadig er for uoverskuligt, for derfor at vende om, eller at stå med følelsen af at det da meget godt! Så er du kommet ud og afsted på en overskuelig måde og kan nu nyde en tur på den længde du lyster, ved at tage et skridt af gangen.
Desuden kan det altid være en hjælp, at overveje hvilke andre ting, der kan motivere til en gåtur. Fx med musik i ørerne, at lytte til en lærerig podcast, snakke med en veninde eller måske lige låne naboens hund. Der er mange måder at finde motivation på, og jeg håber at dette måske kunne hjælpe dig lidt på vej.