Det er bare genialt at blende sine grøntsager ind i vafler, så man kan få lidt ekstra grønt uden egentlig at bemærke det. Smukke grønne vafler er så lækre til sandwich, vaffelmadder eller som tilbehør til en salat.
Hvis du har et godt vaffeljern er de rimelig hurtige og nemme at lave, da ingredienserne blot skal blendes sammen og bages i vaffeljernet. Sådanne grøntsagsvafler laver jeg ofte en større portion af og fryser ned, så er det endnu nemmere blot at tage dem op og varme i ovnen.
Opskrift
Til 6 styks vafler:
2 æg
120 g spinat fra frost
80 g havregryn
60 g boghvedemel, fuldkornsmel eller alm. hvedemel
1,5 dl vand
1 spsk olivenolie
1/2 tsk salt
Fremgangsmåde
Blend alle ingredienser godt sammen og lad dejen trække 15 minutters tid. Varm vaffeljernet godt op og bag vaflerne indtil de er let gyldne. Lad dem afkøle på en rist.