En god, fyldig og lækker salat, der både kan spises som et frokostmåltid eller som tilbehør.
Sådan en omgang salat bugner dit daglige grøntindtag og smager super skønt. Den er spækket med kål og i kombination med de søde kartofler, granatæble og friske hindbær får man nemt spist en god portion kål.
Jeg tilføjer altid en god dressing til mine salater og til denne ville jeg lave en simpel med olie, citronsaft og honning.
Opskrift
Til 1 person:
1 blad rød spidskål
1 lille håndfuld broccoli
1 sød kartoffel
1 lille håndfuld granatæble
1 lille håndfuld friske hindbær
Et par blade frisk basilikum
2 tsk sesamfrø
Dressing:
1 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
1 tsk honning
Fremgangsmåde
Vask den søde kartoffel grundigt og lav et par hak i den med en skarp kniv. Bag den hel ca. 45 minutter i ovnen ved 200 grader. Når den er mør tages den ud af ovnen og afkøles.
Snit spidskål og hak den rå broccoli fint. Pil granatæble og skyl hindbærerne. Hak basilikum og skær den søde kartoffel ud i mindre stykker.
Hæld olie, citronsaft og honning til dressing i en lille bøtte og ryst godt sammen.
Anret kål, sød kartoffel, granatæble, hindbær og basilikum i en skål. Hæld dressing udover og drys med sesamfrø.