Ditte Fjeldsted

Daddelkugler m. appelsin og peanutbutter

Daddelkugler m. appelsin & peanutbutter

Helt fantastisk lækre daddelkugler med tøffelsmag og konsistens, mmmmh… De er fyldt med gode sager og har en dejlig smag af appelsin. En perfekt eftermiddags- eller aftensnack.

Opskrift

Til 10 store kugler:

  • 200 g dadler uden sten
  • 1 dåse kidneybønner (240 g drænet)
  • 80 g havregryn
  • Saften fra 1 appelsin
  • 2 – 3 g appelsinskal
  • 3 spsk ren kakao
  • 2 spsk kakaonibs (kan undlades)
  • 1 spsk peanutbutter
  • 1 tsk vanille

Til overtræk:

  • 100 g chokolade
  • Et par spsk sesamfrø
  • Lidt appelsinskal og havsalt

Fremgangsmåde

Blend alle ingredienser til kuglerne godt sammen, på nær kakaonibs. Når du har en god ensartet masse, tilsættes kakaonibs og blendes kort rundt i. Sæt daddelmassen på køl gerne mindst 1,5 time. Tag massen ud og tril den til kugler. Sæt kuglerne i fryseren i ca. 20 minutter.

Smelt chokolade og hæld sesamfrø op i en skål. Tag kuglerne ud af fryseren og tril halvdelen i chokolade, drys med appelsinskal og havsalt. Tril den anden halvdel i sesamfrø (kan også trilles i kakaopulver).

Kan gemmes i køleskab i 10 dage eller fryses ned, så der altid er en lækker snack til at tage op og nyde.

Velbekomme!